Tre forskellige arkitektteams er inviteret til at udarbejde et udkast til en første helhedsplan for området. Vinderen bliver fundet i første halvdel af 2024.
Den 1. marts lyder startskuddet til en spændende konkurrence, hvor tre forskellige arkitektteams er inviteret til at give deres bud på en helhedsplan for Vingelodden. Et team af fagdommere vil, sammen med de tre grundejere – udpege en vinder i første halvdel af 2024. De tre grundejere vil inddrage Københavns Kommune, lokaludvalgene på Nørrebro og Bispebjerg samt områdefornyelserne ved Skjolds Plads og Bispebjerg Bakke i processen.
De tre teams, der deltager i konkurrencen er:
- CEBRA Architecture
- Cobe
- WERK Arkitekter
Nogle af de emner, som de tre arkitektteams skal arbejde med er områdets fysiske udvikling, bebyggelsesprocenter, fordelingen af boliger, kontorbyggeri og offentlige funktioner, forbindelse og sammenhæng til naboområderne.
Områdets størrelse
Kvarteret ligger langs Rovsingsgade og strækker sig over 800 meter fra Tagensvej til Lersø Park Allé.
På det 120.000 m2 store område vil de tre grundejere skabe et blandet bykvarter med forskellige typer og størrelser af boliger. Området har en størrelse, der svarer til fire gange Rådhuspladsen.